Artikler

Vinderen af Creators Community 2024: Oaklings

arrow_backTil oversigten

4. februar 2024

I et felt bestående af 39 håbefulde iværksættere kunne designbrandet Oaklings søndag aften lade sig hylde som vinder af den prestigefyldte pris Creators Community Design Award, og det glæder selvsagt kvinden bag virksomheden.

- Jeg er superglad, superstolt og supertaknemmelig. I livsstilsbranchen er det en rigtig svær tid at lancere et luksusbrand i, så alle skulderklap er meget velkomne, lyder det fra Oaklings-stifter og -ejer Anja Pajor, der uddyber:

- Det sværeste for en nystartet virksomhed er at bygge kendskabsgraden op, få noget omtale og komme ud over rampen. Man kan godt have smukke produkter, men hvis der ikke er nogle, der ved, at de eksisterer, så kommer man ikke så langt. Så lige nu er fokus for mig rigtig meget at komme ud og blive nævnt og set, og i den forbindelse er det selvfølgelig en gylden mulighed at få førstepladsen her.

Lever op til alle kriterier

Juryen bag prisen tager udgangspunkt i fire kriterier, æstetik og design, funktionalitet, kvalitet og kommerciel værdi, og ifølge juryen indfrier Oaklings alle kriterierne - som trend- og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg, én af de fem jurymedlemmer, begrundede i forbindelse med overrækkelsen:

- Det har været et ønske fra vindervirksomheden at ophøje et dagligdags produkt til et decideret eksklusivt designprodukt, og på den måde lever det her produkt op til alle de kriterier, vi har at vurdere ud fra. Derudover arbejder vinderen inden for et felt, hvor der er ekstremt høje sikkerhedskrav, og det er faktisk lykkedes at opfylde dem alle. Vi ser også i de her produkter et kæmpe potentiale inden for B2B og et måske endnu større potentiale inden for eksportmarkedet. Endelig bygger produkterne videre på en lang og stolt dansk designtradition.

Og det er ingenlunde tilfældigt, at Oaklings rammer plet hele vejen rundt:

- Det betyder enormt meget at blive anerkendt for tre et halvt års udviklingsarbejde, og det er dejligt at leve op til de kriterier, som juryen havde sat. Dem har jeg stilet efter i hele designprocessen, så det er et kæmpe skulderklap, konstaterer Anja Pajor.

Med prisen følger en stand på Formland Autumn 2024 og 3.000 euro. Anden- og tredjepladsen blandt de til sidst 10 nominerede gik til RE·ESSENCE fra Klampenborg og Maya Soele fra Aarhus.

Formland Spring, den 79. udgave af Formland, finder sted i MCH Messecenter Herning 4.-6. februar 2024. Læs mere på formland.dk.

keyboard_arrow_up