Artikler

Formland præsenterer ny outdoor-hal

arrow_backTil oversigten

20. juni 2023

Udendørsmøbler og tilbehør til udeliv kommer i fokus i Formlands nye hal, der beskæftiger sig med temaerne terrassen, skoven, stranden og heden. I samme hal finder man dining, og blandt udstillerne i dette område er der store forventninger til årets udgave af Formland Autumn. Messen finder sted 20.-22. august 2023 i MCH Messecenter Herning.

Bugtende stier, spiselige landskaber, lagdelt belysning, afslappende vandfunktioner og udendørs rum til eksempelvis børn, søvn, hygge, kontor, fitness, wellness og kokkerering hører til tidens mest populære udendørs trends - og alle zoomes der ind på i Formlands nye outdoor-hal, der første gang kan opleves på Formland Autumn i år.

Her vil udstillere som eksempelvis HAY og Louis Poulsen fremvise konkrete eksempler på forskønnende indslag til haven og udeliv i det hele taget.

- Vi har skabt et unikt udstillingsunivers, hvor vi inviterer den danske natur indenfor i form af elementer fra skov, hede, strand og hav. Lyssætningen i hallen vil skifte mellem nat og dag i takt med, at projiceringerne på områdets skærme skifter udtryk. Samlet set er hallen en illusion af outdoor, og vi arbejder med både smags-, syns-, lugte-, føle- og høresansen, fortæller Head of Design på Formland Charlotte Hedegaard Johannesen, der har designet den nye outdoor-hal.

Hallen, hvis indhold er kurateret af trendekspert Mads Arlien-Søborg, byder foruden udstilling på en række workshops og øvrige aktiviteter.


Forventningsfulde dining-udstillere

I samme hal finder man dining, og blandt udstillerne i dette område er forventningsglæden stor forud for messen.

- Vi forventer at møde begejstrede kunder, der ønsker at promovere vores brands i efteråret, og derudover er det vores ambition at bruge messen til at formidle vores måde at arbejde med kvadratmeterne i butikkerne på. Vi glæder os til at vise, hvor stærke og overbevisende, vi kan stå, konstaterer Michelle Bergø, Sales Director i Rosendahl Design Group, og løfter sløret for, hvad de besøgende kan forvente:

- Vi præsenterer et inspirationsunivers, der udfordrer rammerne for julens tablesetting, hvad end man er til det overdådigt fantasifulde eller det minimalistiske julebord. Vi medbringer nyheder, der i hver deres eget lille univers præsenteres i flotte omgivelser.

Michelle Bergø hæfter sig ved, at man som udstillende virksomhed på Formland når bredt ud til mange kunder - og at messen giver Rosendahl Design Group mulighed for at vise sine otte brands frem på en overbevisende måde.


Udstiller: Årets vigtigste messe

Blandt de øvrige udstillere i dining-området finder man Georg Jensen, der ser frem til at præsentere såvel nyheder som øvrigt sortiment i smukke omgivelser, hvor faglighed, storytelling, inspiration og ikke mindst networking med virksomhedens egne ord står øverst på agendaen.

- Formland er årets vigtigste messe for os. For det er netop på Formland, at vi møder vores vigtigste butikker, hilser på vores mest trofaste kunder og samtidig præsenterer vores vigtigste lanceringer på året. Det er her, hvor vi på samme tid kan tale faglighed med vores kunder, skabe inspiration og dyrke branchefællesskabet, så hele industrien er bedre klædt på inden den vigtige julehandel. Vi glæder os altid utrolig meget til at komme på Formland, og i år er bestemt ingen undtagelse, fastslår Maha Haven, Sales Manager i Georg Jensen.

Hun fremhæver vigtigheden af at blive gensidigt inspireret på messen - at mens Georg Jensen ønsker at inspirere sine kunder og øvrige besøgende, så ser man det også som en stor fordel i at blive inspireret den anden vej.

- At møde vores kunder på messen er et fantastisk vindue for os til at modtage direkte feedback på nyhedslanceringer samt skabe nye ideer til fremtidens sortiment, lyder det således fra Maha Haven.

keyboard_arrow_up