Artikler

Ny koncepthal på Formland: Fashion & Lifestyle

arrow_backTil oversigten

22. november 2022

Mode og accessories har længe været uløseligt forbundet med Formland, og nu har den stigende interesse fra fashion-brands resulteret i en helt ny ’Fashion & Lifestyle’-koncepthal. Opgraderingen bunder i et ønske om øget fokus på netop fashion-segmentet til glæde for såvel eksisterende som nye udstillere og ikke mindst messens besøgende. Ligeledes skal tiltaget ses i lyset af markedets generelle udvikling, hvor beslægtede livsstilsprodukter inden for eksempelvis interiør, design, mode og accessories i stigende grad flyder sammen.

Besøgende kan forvente en æstetisk og inspirerende hal, hvor fokus er på mode og accessories, og hvor man helt i Formlands ånd ligeledes har muligheden for at dykke ned i et rigt aktivitetsprogram spundet om relevante og horisontudvidende oplæg på Speak Up-scenen. Centralt i hallen finder man naturligvis også en indbydende bar/café med behørigt udsøgte lækkerier på menuen.

Med ’Fashion & Lifestyle’-koncepthallen er mode- og accessoriesbranchen sikret et attraktivt nyt vindue i en verden, hvor eksempelvis mindre modevirksomheder risikerer at drukne på store messer udelukkende møntet på mode. Samtidig er hallen skræddersyet til modevirksomheder, der ønsker at udvide paletten og føje eksempelvis boligitems til produktionen. Endelig konstaterer flere og flere modevirksomheder, at der er rift om deres produkter også hos livsstilsbutikker, hvorfor sammensmeltningen giver overordentlig god mening hele vejen rundt.
’Fashion & Lifestyle’-koncepthallen er en visuel perle skåret i pastelfarver og med både luft og plads og masser af indhold – toneangivende kvalitetsindhold, der tegner både nuet og fremtiden.

keyboard_arrow_up