Artikler
Studie FlyHelsted: ” Vi fortolker et nedslag i tiden.”
arrow_backTil oversigten27. marts 2023
- Fokus på bæredygtighed
- Belysning
- Butiksinventar
- Design
- Mode & tilbehør
- Galleri
- Gastronomi
- Have & uderum
- Højtider
- Hobby & fritid
- Bad
- Køkken & borddækning
- Konsulent
- Maling
- Møbler
- Tekstiler
- Bolig & brugskunst
- Branding artikler
I de seneste år er Studie FlyHelsted nærmest blevet synonymt med Formland. Det skyldes i høj grad, at de nu fem år i træk, to gang årligt, har stået for messens store tilløbsstykke: Trendzonen.
Fra zoner med trends til Trendzonen
Bag navnet Studie FlyHelsted gemmer der sig to kvinder: fotografen Sofie Helsted og indretningsarkitekten Mille Fly. De har samarbejdet siden 2010, og det var også i 2010, at de fik deres første fælles opgave i Formland-regi.
”Det fine i den konstellation vi har er, at vi ikke bare er fotograf og indretningsarkitekt. Vi er begge uddannede i rumlig forståelse, selvom vi kommer fra hvert vores ståsted,” siger Mille Fly.
Før Studie FlyHelsted overtog ansvaret for den store trendzone i 2017, skabte de andre mindre inspirationsområder og trendcafeer på Formland, der eksempelvis kunne have et outdoor-fokus eller en konkret farve- eller nyhedstrend.
Vi tænker meget i butiksformater
Når Studie FlyHelsted skal skabe Trendzonen, begynder de med et nedslag i tidens tendenser og en arbejdstitel, der arbejdes ud fra. Nedslaget fortolkes, visualiseres rummeligt, smagsmæssigt og lydmæssigt, og så skabes der en grafisk identitet. Derefter zoomer de længere og længere ind, og til sidste udvælges det, de mener er stærkest.
”For os handler det jo ikke bare om podier på en messe – det er hele rummet. Produkter skifter karakter, når vi får skabt de rette rammer. Besøgende skal fornemme den rette tid med musik, stemning og visuelle virkemidler. Når man går ind på Trendzonen, så glemmer man det grimme loft og de andre stande. Når man gør det, så er vi lykkedes,” fortæller Mille Fly.
Når nedslaget er helt på plads, kommer udvælgelsen af, hvordan de gerne vil præsentere pågældende trends. Skal det foregive et hjem, et atelier eller måske en butik? Folk skal kunne genkende rummene, som Mille Fly udtrykker det.
Udvælgelsesprocessen
Efter fem år på opgaven har Studie FlyHelsted efterhånden et godt kendskab til mange af udstillerne, men der kommer også nye til, der kan overraske, så de sørger altid for at holde sig opdaterede.
”Vi tilgodeser hele messen og kigger alle haller og udstillere efter i krogene. Det er sådan man finder de uventede udstillere og helt særlige perler,” siger Mille Fly.
Trendzonen er ofte et af de første steder på messen, som indkøberne besøger. Derfor er samtlige produkter mærket op med tydelige standnumre og firmanavne. På den måde kan Trendzonen være med til at få folk ud på hele messen, så de ikke bare går deres vante ruter til de faste udstillere og leverandører. Fra messens side er Trendzonen et værktøj til netop at ruske lidt op i ”plejer” og udvide horisonter og åbne øjne.
”Vi skal inspirere vores egne kolleger og indkøbere til, hvad de skal putte i deres butikker. Og vi skal vide, hvad slutbrugerne vælger til boligen. Derfor er vores fornemmeste opgave at holde os opdaterede og forny os selv,” afslutter Mille Fly.