Artikler

Indsigtsfulde oplæg tackler tidens udfordringer

arrow_backTil oversigten

3. januar 2023

Der er konstruktive måder at håndtere konsekvenserne af tidens kriser på - også i design- og interiørbranchen. Flere af løsningerne introduceres på Formland Spring, der byder på en række oplæg om netop tidens besværligheder og muligheder. Messen finder sted i MCH Messecenter Herning 29.-31. januar 2023.

Vi lever i en vanskelig tid præget af blandt andet inflation, og det kan mærkes også i design- og interiørbranchen, som måske nok er udfordret, men som samtidig insisterer på at bevare troen på tingene. Og er der noget, en brydningstid som den, vi oplever i øjeblikket, kan afstedkomme, så er det kreativitet og nytænkende løsninger. På Formland Spring beskæftiger flere af de mange oplæg fra kompetente foredragsholdere sig netop med de nye tider og de muligheder, der følger med.

Trendforsker og ejer af pej gruppen Louise Byg Kongsholm hæfter sig ved, at samfundet netop nu er i gang med en hovedrengøring efter ti års vækst, herunder to år med ekstra økonomisk støtte og overforbrug. Hun konstaterer, at årevis med negative renter, inflation under 1% og stor vækst på boligmarkedet er erstattet af en tid, hvor fornøjelser og impulskøb nedprioriteres, og hvor store investeringer udskydes. Hun har dog et helt centralt budskab til virksomhederne i design- og interiørbranchen.

- Vi har haft et overproportionalt forbrug i alt, der har handlet om boligen som konsekvens af to år med restriktioner - og det skulle også bremse op igen. Det er begrænset, hvor mange gange man kan skifte inventar, vægmaling og havemøbler ud. Derfor handler det rigtig meget om at se 2020 og 2021 som to unormale år og gå tilbage til 2018 og 2019 som udgangspunkt og planlægge ud fra det, opfordrer Louise Byg Kongsholm og giver et bud på, hvordan man som virksomhed bedst forholder sig til øjeblikkets virkelighed og det, der venter:

- Krisenavigation er en disciplin i sig selv, og den er hård - vi skal helt ned at vende og så op igen. De fleste virksomhedsejere har prøvet det før og ved heldigvis, hvad værktøjskassen indeholder. Der skal arbejdes på den ultrakorte bane, justeres på alt og tilpasses en ny virkelighed, samtidig med at der skal være et overordnet mål om overlevelse og et stærkere DNA på den anden side. Styrken opstår ved, at man bliver fokuseret, får styr på prioriteter og oplever, at indsatsen har en effekt. Det giver mere robuste virksomheder og mere robuste mennesker.

Louise Byg Kongsholm kan opleves på Formland Spring, hvor hun taler om en del af ovennævnte og meget mere under titlen 'Megatrends du skal kende'.


Livsstilsekspert: Positive værdier er vejen frem

Blandt de mange andre profilerede foredragsholdere, der denne gang udvider horisonter på Formland Spring og gør de besøgende klogere, hører trend- og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg, som tager fat på 'Trends, tidsånd og forbrugeradfærd 2023'. Han er af den overbevisning, at det i fremtiden bliver endnu vigtigere for både designere, producenter og forbrugere at kunne definere og formulere overordnede, positive værdier, der kan tjene som argumenter for bestemte valg og handlinger.

- Nogle af de værdier, jeg fremhæver, er blandt andre autenticitet, fællesskaber, samhørighed og oplevelser. Det er for mig værdier, der definerer måden, vi agerer og kommunikerer på både nu og i fremtiden. Det vil i fremtiden i endnu højere grad end tidligere handle om at skabe tætte relationer, hvad end det er mellem mennesker eller mellem brands og forbrugere - og de værdier, jeg fremhæver, er alle vigtige "redskaber" til at styrke disse relationer. Det handler først og fremmest om at være ærlig og oprigtig i sin fortælling og i sine handlinger - man skal lade sine relationer føle sig hørt, set og værdsat. Det er den måde, man skiller sig ud på, fastslår Mads Arlien-Søborg, der ikke tøver et sekund, når han skal begrunde sit synspunkt om nævnte værdier:

- Coronakrisen og den nuværende økonomiske krise udfordrer selvfølgelig virksomhederne - når forbrugerne holder igen, er man som virksomhed nødt til at finde ud af, hvordan man bliver relevant. Det er helt afgørende. Og det er her, de positive værdier kan gå ind og være vigtige redskaber i virksomhedernes fortælling og strategi.


Flere foredrag om tidens udfordringer og muligheder

Formland Spring favner tiden, og andre oplæg, der kigger ind i selv samme og ser på både udfordringer og muligheder, inkluderer følgende:

- 'Er du klar til det, som tiden kræver?' ved cand.psych., ph.d., professor og rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard,
- 'Retail in recession' ved trendforsker Stefan Nilsson,
- 'Influencersamarbejde: Sådan får du den perfekte ambassadør' ved influencer, sangerinde, skuespiller Szhirley og CEO ved Dropps By Szhirley Mads Møller og endelig
- ' Hvilken boks skal dine kunder passe i? Og hvad har du fyldt i den?' ved Susanne Løgstrup Amdisen, foredragsholder, MindYourBusiness.

Flere artikler fra Formland

keyboard_arrow_up