Artikler
Taler du farve?
arrow_backTil oversigten15. maj 2023
- Fokus på bæredygtighed
- Belysning
- Butiksinventar
- Design
- Mode & tilbehør
- Galleri
- Gastronomi
- Have & uderum
- Højtider
- Hobby & fritid
- Bad
- Køkken & borddækning
- Konsulent
- Maling
- Møbler
- Tekstiler
- Bolig & brugskunst
- Branding artikler
Farver beskrives ofte som et hemmeligt sprog. Et sprog, der kan lære dig mange ting om livet, dig selv og om andre – du skal bare knække koden. Designkonsulent Judith van Vliet introducerer dig til farvepsykologi for begyndere, og pej gruppens trendredaktør viser dig flere af sæsonens key colours for AW 23/24.
Af Judith van Vliet og Emilie Victoria Raundahl
Alle fortolker farver forskelligt. Så i stedet for at se farve i en fysisk form, handler det om den historie, som vores hjerne fortæller os, og som vi tror, farven betyder.
Vi kommunikerer alle i farver, uanset om vi er opmærksomme på det eller ej, og når du først tuner ind på de farver, du omgiver dig med, kan den måde, du oplever livet på, ændre sig.
Farver er både glæde, lidenskab og kærlighed. Kort sagt: Farver er følelser – og dermed et kraftfuldt redskab til at forbedre vores liv.
Farver påvirker 85 procent af købsbeslutninger
Et af de første spørgsmål, som man bør stille sig selv, når man vælger en farve er: Hvad vil jeg gerne repræsentere? Farver har iboende effekter på vores psyke, og derfor bør effekten af farverne også indtænkes i designprocesser. Forskning viser, at farver påvirker næsten 85 procent af købsbeslutninger, og at det 95 procent af tiden er på et underbevidst niveau.
Valg af den rigtige nuance er imidlertid mere komplekst, end man måske tror, da hver person opfatter farver på forskellig vis på grund af forskellige faktorer. Det kan være køn, nationalitet, etnicitet, geografisk placering eller hvilket sprog, vi taler.
Dette understreger, hvordan intet ved farver er objektivt. Selvom hver farve kan fremkalde forskellige reaktioner blandt forskellige mennesker, er der universelle konnotationer for hver farve, der kan danne grundlag for at besvare spørgsmålet: Hvad vil jeg gerne repræsentere? Så før man kan besvare dette spørgsmål og vælge en bestemt farve, skal man kende de psykologiske effekter af hver farve.
Farvepsykologi for begyndere
Det første, man lærer i farvepsykologi for begyndere, er, at grå ikke fremkalder nogen følelse, da det er en neutral farve. Så medmindre du ønsker at formidle neutralitet, er grå måske ikke det bedste valg.
Hvor efterlader det så hvid og sort, som er de to farver, der udgør grå, når de blandes?
• Sort symboliserer erfaring, elegance og viden, men på et følelsesmæssigt plan kan det få dig til at virke usynlig. Husk også på, at sort ikke reflekterer lys. Den absorberer det. Tænk over det, når du dekorerer et rum eller en udstilling.
• Hvid symboliserer klarhed, renhed og troværdighed. Den er farven på det rene og luftige, men den kan også til tider skabe et sterilt udseende. Hvid lægger vægt på form, struktur og tekstur i stedet for farven i sig selv.
• Gul får dig til gengæld til at skille dig ud. Den vil fange opmærksomhed, da farven lyser op. Omgiv dig med gult, og vær klar til at blive set. Gul repræsenterer også intuition og klar tænkning.
• Orange er en social farve, da den forbinder og muliggør kommunikation. Den øger ikke kun vores appetit på mad, men også lysten til eventyr og kreative oplevelser.
• Rød handler om spænding i livet. Den symboliserer energi, og virkningerne er dybt forankrede i vores menneskelige psyke. Rød er dominerende, bestemt og uimodståelig.
• Lilla er blevet kaldt mystikkens farve.
- Rødlilla opfattes som varmere, mere sensuel, dynamisk og spændende end ren lilla.
- Blåviolet står for værdighed og ro.
• Grøn er farven for medfølelse, selvpleje, vækst og balance. Grøn revitaliserer og har desuden en beroligende effekt, da grøn opfordrer os til at trække vejret.
• Blå er farven, der får sindet til at slappe af. Den beroliger vores nervesystemer. De psykologiske effekter af blå er tillid og det konstante og pålidelige.
Farver er komplekse og fascinerende, men når de først er forstået, så er de meget kraftfulde.
Sæsonens farver – AW 23/24
Farvers positive effekt på vores humør bliver afgørende i en fremtid præget af polariserede holdninger og tankevækkende begivenheder. Derfor ser vi endnu en sæson med overvægt af optimistiske, spirituelle, naturlige og beroligende nuancer. Vi vil også opleve en stigning i anti-kønnede farver, der omfavner alle hudfarver, aldre og køn.
Farvepaletter bliver bæredygtige ved at gøre op med den traditionelle sæsontankegang, da de skal kunne fungere på tværs af sæsoner i både eksisterende og kommende produktsortimenter. Nye farver må ikke pensionere de gamle. Fremover består nyhedsværdien ikke i selve farven, men i uventede farvekombinationer og brug af materialer, hvor farver er defineret på forhånd.
Almost blacks
Vi byder velkommen til en skyggefuld pallette af ‘næsten’ sorte, der hver især har rødder i det grå, blå og grønne farveunivers. Farverne er enten matte og stille eller dybe og dramatiske – og emmer af en nærmest tilrøget og fyldig fornemmelse. De ’næsten’ sorte tilfører både naturlighed, luksus og mystik til sæsonens andre farver og skaber stærke kontraster til alt omkring dem.
Anti-gender pinks
I en tid, hvor tabuer nedbrydes, og grænser for diversitet, køn og følelser udvides, opstår en ny gruppe af kraftfulde og skinnende pink farver med meget på hjerte. De bringer ømhed og overraskelse på én og samme tid. Som enkeltstående farver skiller de sig ikke ud af mængden som noget nyt, men nyhedsværdien og det interessante opstår i uskønne og uventede kombinationer med andre farver.
Spiritual aura
Farvers effekt på vores humør fylder mere end nogensinde, og de spirituelle farvenuancer føles både healende, beroligende og meningsfulde. Kombinationer af sarte pasteller i mørk og lys lilla, gul og mintgrøn åbner sindet til en anden verden med en blotlæggende aura af lys, mindfulness og overjordiske væsener. Farverne taler ind i en nysgerrig tid, hvor vi fascineres af det, vi ikke forstår.
Therapeutic browns
De brune farver er bløde, varme og jordforbindende, og de spiller en bredere og vigtig rolle inden for velvære, skønhed og terapi. De er eksperter i at ophøje skønheden i andre farver og formår at forbinde os til den ægte og rå natur, som vi ofte ikke kan se med det blotte øje. Selvom brun er et helt univers med mange forskelligartede retninger at gå i, fremstår de altid ydmyge og velkendte.
(Un)real greens
Sæsonens grønne nuancer har dybe rødder i naturens ægthed og virilitet, men én af de grønne trækker nye spor til en mere skarp og digitaliseret verden som nyt alternativ til neon-fascinationen. De naturgrønne bliver mere dybe, skumle og fyldige med inspiration fra tætbevoksede, mørke skove og mosbeklædte sten, mens de tørrede og støvede grønne stadig fremstår som smukke farvevalg.
Orange ochres
Sæsonens orange nuancer leder tankerne tilbage i tiden, hvor farver var naturligt forekommende fra jordens pigmenter. Deres traditionelle okkerstrejf skaber en arkæologisk, brændt og beskeden fornemmelse, men som i de rette kombinationer alligevel fyrer op for varmen. Derimod skriger den lysende koralorange ’her er jeg!’, og den bygger passioneret en bro til sæsonens anti-kønnede pink toner.
Blue dreams
De blå farver fortsætter deres status som universalfavorit baseret på deres beroligende og lindrende effekt. De klassiske mørkeblå føles overdådige og eftertænksomme, og de bringer os tættere på kosmos. Samtidig tager de rene og drømmende lyseblå os med op over skyerne og ud i den fredfyldte atmosfære. Sæsonens blå er rensende og milde, og egner sig både til overflader og detaljer.
Rainbow of hope
En blivende kærlighed til rest- og genbrugsmaterialer, som har en historie og er mærket af tidens tand, skaber en ny fascination for patinerede og bæredygtige farver, der tager ansvar. Med regnbuen som et blivende symbol på en bedre fremtid dissekeres og gensamles farverne i et mere nedtonet univers. Farverne føles retro, modige og sjove, men de har også et støvet, afbleget og modent udtryk.