Hagenør Design
Hagenør er en dansk designvirksomhed grundlagt af Christian Madsen. Virksomheden forener dansk håndværkstradition og japansk æstetik i møbler og interiørprodukter, der balancerer funktion, form og følelse.
Hvert produkt er skabt med fokus på æstetisk enkelhed, materialeforståelse og håndværksmæssig præcision. Træets naturlige varme kombineres ofte med metaller som messing, rustfrit stål eller aluminium for at skabe kontrast og balance. Serien spænder fra skærebrætter og serveringsbrætter til borde, bænke og opbevaringsobjekter, alle udviklet i både træ og metal.
Designfilosofien udspringer af en respekt for materialernes iboende egenskaber og en tro på, at det smukkeste design også skal have en funktion. Hagenør arbejder med begreber som kintsugi og mottainai, hvor defekter og restmaterialer forædles i stedet for at blive skjult eller kasseret.
Produkterne fremstilles i røget eg, messing og andre nøje udvalgte naturmaterialer, og alle detaljer — fra samlinger til overfladebehandling — er udført med fokus på ærlighed og holdbarhed.
Hagenør tager navn efter det naturskønne område Hagenør ved den jyske østkyst, hvor havet æder sig ind i skrænterne, og naturens kræfter skaber både forandring og skønhed. Denne kontrast mellem det rå og det raffinerede er kernen i virksomhedens udtryk.
Mød os
Christian Madsen
Designer håndværker / Ejer
Christian er designer og håndværker med en bachelor i asiatiske studier med japansk som sprog og en kandidat i innovation management. Erfaringerne fra Japan og hans akademiske baggrund har formet hans tilgang til design, hvor funktion, æstetik og materialeforståelse går hånd i hånd. Efter nogle år med arbejde som konsulent, flyttede han tilbage til sin hjemstavn og tog grundforløb som smed, hvilket startede hans arbejde i det praktiske håndværk og i arbejdet med træ og metal. I dag arbejder Christian i krydsfeltet mellem tanke og hånd og skaber funktionelle objekter i træ og metal, hvor kultur, innovation og ærligt håndværk mødes.
Kontakt
Virksomhedsprofiler samt speciale- og interesseområder er udfyldt og tilføjet af leverandørerne og er ikke baseret på viden eller vurdering fra Formland.
